Posts Tagged ‘rbr’

Bliv tilfreds med din stenbelægning

17/08/2010

Se Trælastens sortiment af belægningssten her…

Trælasten og RBR vil gerne hjælpe til at din stenbelægning holder så længe så muligt. Derfor har vi lavet en gør-det-rigtigt.

Smag og behag er forskellig, når det gælder sten og fliser til terrassen. Men uanset hvilken stil du  foretrækker, er det klogt at holde hovedet koldt, når du skal vælge. De æstetiske overvejelser er naturligvis vigtige, men gør dig også klart, hvad terrassen skal anvendes til. Har du havestole, der jo flyttes lidt frem og tilbage, hver gang man sætter sig ved bordet, er det ikke så praktisk med en ujævn belægning af fx brosten – stolene vil konstant stå og vippe. Har du derimod blot en kraftig bænk, er det fint med brosten – bænken kan én gang for alle placeres, så den står fast.

Mønster med flere fordele
Da terrassen i projektet her skulle anlægges, ville familien ikke undvære brostenenes naturlige charme. Derfor fandt man på at blande granitbrosten med betonfliser. Det giver en flot og “levende” belægning – og alligevel har terrassen så jævne felter, at havebordet og -stolene kan stå uden at vippe. Som en ekstra fordel
bliver materialerne til terrassen relativt billige. Brosten er nemlig 3-4 gange så dyre som betonfliserne.

Pas på de billigste sten
Når det gælder betonfliser og -sten, skal du dog passe på, at de ikke bliver for billige. Der findes mange afskrækkende historier om folk, der har købt billige betonsten fra små, mindre kendte betonstøberier.

Og allerede den første vinter er stenene grønne af alger og glatte som sæbe – hvis overfladen da ikke er begyndt at smuldre væk.

Lad det derfor være slået fast med syvtommersøm: Køb kun sten og fliser, der kommer fra et kendt betonstøberi,
hvor produktionen er under konstant kvalitetskontrol. Prisen er måske lidt højere. Til gengæld er der større sikkerhed for, at betonstenene har den nødvendige styrke, og at overfladen er så tæt, at den ikke suger vand.
Det vigtigste er altså, at kvaliteten af betonstenene kan dokumenteres.

Ofte kan du bestille grus det samme sted, som du køber stenene.

Del opgaven i etaper
Når alle materialerne er i hus, og du er klar til at gå i gang med projekt ny terrasse – så stop lige et øjeblik. Selv om den sjoveste del af projektet er at lægge stenene ud, må du ikke gå på kompromis med forarbejdet. Se på de næste sider, hvordan du graver ud til terrassen og retter gruset rigtigt af. Når fundamentet laves ordentligt, bliver stenene ved at ligge plant og fast år efter år.

Se lægningsvideoerne og du er godt hjulpet på vej:

Se Trælastens sortiment af belægningssten her…

1. Få overblik med en detaljeret plan.

Grundig planlægning betaler sig – uanset om du skal forbedre din gamle have eller anlægge en helt ny. En god plan forhindrer hovsaløsninger, sparer tid og giver dig bedre styr på indkøbet af materialer.

I denne fase kan det være en idé at få hjælp fra en havearkitekt eller en anlægsgartner. Han/hun har ofte forslag til flotte og funktionelle løsninger, som du sandsynligvis aldrig selv ville komme frem til.

Omfanget af og dermed udgiften til assistancen bestemmer du selv. Du kan fx nøjes med at købe nogle få timers hjælp og lade fagmanden komme med nogle ideer og en løs skitse. Eller du kan vælge en dyrere løsning og få en målfast tegning af havens indretning. Den skal vise de forskellige belægninger i haven og forklare, hvordan evt. niveauspring udlignes med trapper, ramper eller fald i belægningerne.Tegningen bliver helt optimal, hvis den også omfatter bede og plantevalg.

Foretrækker du at spare pengene til fagfolkene, kan du prøve at gøre dem kunsten efter: Skriv en liste med dine ønsker til haven – både de praktiske og de dekorative – og tegn så først en løs skitse over dine planer. Når du har helt styr på indretningen, er du klar til at tegne en ret detaljeret plan på kvadreret papir. Lad fx 1
meter i haven svare til 1 cm på papiret (målestoksforhold 1:100).

Mål mængderne
En målfast tegning er god at have, når du skal regne ud, hvor mange belægningssten der skal købes. Er området irregulært i formen, deles det op i mindre, firkantede og trekantede felter. Beregn så arealerne af de enkelte felter, og læg dem sammen. Husk, at der altid er et vis spild, når stenene klippes til.

Mængden afhænger af stenenes type og arealets størrelse.Når du kender arealerne, kan du også regne ud, hvor meget grus du har brug for. Et 15 cm tykt gruslag svarer til 0,15 kubikmeter grus pr. kvadratmeter belægning.
Så du ganger bare dette tal med antallet af kvadratmeter belægning, og du har forbruget af grus i kubikmeter.
Bestil dog gerne grus i rigelige mængder – man får nemt gravet for dybt. Og gruset svinder ca. 10 pct., når det vibreres.

2. Giv terrassen den rette hældning.

Når du anlægger en terrasse, bør den have en hældning på mindst 1 cm pr. løbende meter, så regnvandet let løber af. Dette fald skal forberedes, allerede inden du går i gang med at lægge fliser eller sten.

Tager du en vandslange og fire pinde til hjælp, kan du tilrettelægge faldet, så hældningen på den færdige stenbelægning bliver noget nær perfekt.

Husk, at du ikke må begynde at fylde grus i udgravningen, før jorden nedenunder er komprimeret.

Begynd med at banke fire pinde i jorden ca. 20 cm uden for kanten af den planlagte stenbelægning. Lad pindene rage mindst en meter op.

Se Trælastens sortiment af belægningssten her…

3. Fyld vand i en klar plastslange (A), der i den ene ende tapes fast til en af pindene (B). Sæt et tydeligt mærke (C ) på pinden, og før slangen op og ned ad de øvrige pinde, indtil vandet igen er ud for mærket (C ) i den fastgjorte ende. Afsæt vandstanden (D) på de andre pinde. Hvis afstanden mellem pindene er så stor, at du ikke kan se mærkerne, må du have en hjælper med på opgaven.

4. Fastlæg nu hældningen på denne måde: Er afstanden mellem pindene fx 4 meter, måles 4 cm ned fra de yderste mærker (D), så du nu har et nyt mærke (E). Er afstanden 5 meter, måles 5 cm ned. Spænd nu snore ud mellem mærket (C) på de inderste pinde og mærket (E) på de yderste pinde.

Du skal nu bestemme, hvor højt stenenes overkant skal ligge, og markere det med mærket (F) på de inderste
pinde. Mål herefter afstanden fra C til F,og læg tykkelsen af én sten til. Det giver målet G fra snoren til den færdige grusflade.

Nu ved du, hvor meget jord du skal grave af for at få plads til både stabilgrus og læggegrus. Og du kan senere bruge målet G til at kontrollere afretningen af gruset.

5. Få fast grund under stenene.

Det er vigtig at være omhyggelig med at forberede bunden under stenene. Ellers kan du risikere, at det hele ligger og buler efter den første vinter.

Råjorden under terrassen skal stampes med en pladevibrator, så  underlaget ikke skrider senere. Desuden bør de gruslag, der fyldes ovenpå, også have en tur med pladevibratoren for hver 15 cm påfyldt materiale. Er gruset meget tørt, så fugt det lidt – meget tørt eller meget vådt grus er umuligt at komprimere.

Grav den bløde, sorte muldjord af – du skal helt ned til den faste råjord. Tjek også, at udgravningen er mindst 20 cm under det færdige belægningsniveau.

Komprimér råjorden med en pladevibrator. Formålet er at opnå en fast og stabil bund. Hvis jorden sætter sig senere, synker hele belægningen.

Læg nu forskellige lag grus ud. Er der gravet meget muld af, kan du starte med et bærelag af et billigere materiale end stabilgrus. Det kan fx være bundsikringsgrus, der vibreres godt. Læg herefter cirka 15 cm stabilgrus, der også vibreres godt. Og endelig ca. 3 cm læggegrus, der blot skal vibreres let.

Se Trælastens sortiment af belægningssten her…

6. Gruset rettes af. Det øverste lag grus – læggegruset – skal have en helt plan overflade, så stenene også kommer til at ligge helt plant. Bruger du et par vandrør (mindst 15 mm i indvendig diameter) og et langt lige bræt, kan læggegruset rettes meget præcist af. Du kan arbejde ud fra de allerede udspændte snore, men for de fleste gør det selv-folk vil det være en fordel at slå flere pinde i jorden og spænde supplerende snore ud.

A. Slå flere spidsede pinde i jorden – placér dem, så afstanden mellem dem er højst 2 meter.

B. Spænd murersnore ud mellem pindene, så de er i niveau med overfladen på den kommende belægning. Justér snorene,
så de har 1 cm’s fald pr. meter.

C. Læg nu de rør, som overfladen skal rettes af efter, ned i læggegruset. Rørene skal ligge i præcis en stens højde under snorene.

D. Fyld lidt mere læggegrus på, så det når lidt op over rørene. Træk herefter et lige bræt (eller en retskede) i
zigzagbevægelser hen over rørene, så gruset bliver rettet af. Efterfyld eventuelle huller, og ret af igen. Løft forsigtigt rørene op, og fyld “sporene” med grus.

7. Læg sten og fliser. Endelig! Nu er forarbejdet overstået, og det er tid til at lægge stenene ud. Begynd langs en lang linje, fx husmuren, så du slipper for at skære en masse sten til langs kanten. Går flisernes mønster også på den anden led, spændes en snor ud vinkelret på “startlinjen”, så du også har den at styre efter. Undgå så vidt muligt at gå på det afrettede grus – kravl i stedet på de fliser, du allerede har lagt.

A. Fliserne lægges i et felt ad gangen i det afrettede læggegrus. Ved betonsten skal du blande sten fra de forskellige paller, som de bliver leveret på. Ellers risikerer du at få felter eller striber på grund af farveforskelle. Stød kun stenene let sammen, så der bliver plads til sand i fugerne.

B. Terrassens kanter skal sikres godt – ellers er der stor risiko for, at de yderste sten med tiden skrider ud. Det kan fx gøres med større sten, der sættes i jordfugtig beton.

C. Fyld fugerne med en særlig slags fugesand, der passer til belægningen. Hæld det ud på stenene, og fej det frem og tilbage, så det trænger ned i fugerne.

D. Kør hen over stenene med en pladevibrator – og få hele tre gode resultater: Overfladen bliver helt plan, sandet i fugerne komprimeres, så de bliver endnu mere tætte, og stenene kommer til at ligge endnu bedre fast, fordi der presses lidt læggegrus op mellem dem.

E. Fugerne efterfyldes ad flere omgange, til de er fyldt helt op. Vent ikke for længe, så kommer der ukrudt i sprækkerne. I vådt vejr kan det være nødvendigt at “vande” fugesandet ned, men brug ikke for meget vand. Så risikerer du at ødelægge gruslagene nedenunder.

Se Trælastens sortiment af belægningssten her…

Kilde: RBR